Designet af anti-reflekterende film er baseret på optiske principper, især tyndfilmsinterferenseffekten. Ved at belægge et eller flere lag af tyndfilmsmaterialer med specifikt brydningsindeks og tykkelse på overfladen af Fotovoltaisk moduldækselglas , kan reflektions- og transmissionsadfærden af lys ved film-luft- og film-glas-grænsefladerne justeres. Disse film kan forårsage destruktiv interferens mellem reflekteret lys og transmitteret lys og derved reducere intensiteten af reflekteret lys inden for et bestemt bølgelængdeområde og øge andelen af transmitteret lys.
Moderne anti-reflekterende film anvender normalt et flerlagsdesign, og brydningsindekset og tykkelsen af hvert lag film beregnes nøjagtigt for at opnå den bedste anti-reflekterende effekt. Flerlagsstrukturen kan optimeres til flere bølgelængdeområder på samme tid for at forbedre den samlede transmittans. Fremragende anti-reflekterende film kan opretholde høj transmittans i et bredt bølgelængdeområde (såsom 380~1100nm), der dækker det meste af solspektret fra ultraviolet til nær infrarødt, hvilket sikrer, at så mange fotoner som muligt absorberes af solceller. Anti-reflekterende film skal også have god miljøtilpasningsevne, være i stand til at modstå påvirkningen af barske forhold såsom høj temperatur, høj luftfugtighed og ultraviolette stråler og opretholde en langsigtet stabil anti-reflekterende ydeevne.
Da antirefleksfilmen markant forbedrer lystransmittansen af solcellemodulets dækglas, kan mere sollys trænge ind i dækglasset og skinne på solpanelet. Solceller omdanner fotoner til elektroner gennem den fotoelektriske effekt og genererer derved elektrisk energi. Derfor fører stigningen i lystransmittans direkte til en stigning i antallet af fotoner, der modtages af det fotovoltaiske modul, hvorved den fotoelektriske konverteringseffektivitet forbedres og i sidste ende forbedre energiproduktionseffektiviteten. Det anslås, at antirefleksfilmen under ideelle forhold kan øge energiproduktionseffektiviteten af fotovoltaiske moduler med omkring 10% eller mere.
Som det andet lag af beskyttelsesbarriere for dækglasset er hovedfunktionen af den vejrbestandige film at modstå erosion af dækglasset af eksterne miljøfaktorer. Disse miljøfaktorer omfatter ultraviolet stråling, regnerosion, vind- og sanderosion og ekstreme temperaturændringer. Ultraviolet stråling er en af de vigtigste faktorer, der forårsager ældning af dækglasset. Det vil forårsage mikrorevner på glasoverfladen og reducere lystransmittansen; mens regn, vind og sand kan bære forurenende stoffer på glasoverfladen og påvirke lystransmissionens ydeevne.
Vejrbestandig film kan effektivt isolere skaderne af skadelige stråler såsom ultraviolette stråler på dækglasset, bremse dets ældningsproces og dermed forlænge levetiden for solcellemoduler. Nogle high-end vejrbestandige film har også en selvrensende funktion, som automatisk kan fjerne støv og snavs, der er fastgjort til glasoverfladen ved regn- eller solvarmeeffekt, og bibeholde dens renhed og lystransmission. Vejrbestandige film kan også modstå påvirkningen af termisk spænding forårsaget af temperaturændringer på dækglasset til en vis grad, hvilket bevarer dets mekaniske styrke og fladhed.
Anvendelsen af vejrbestandige film forbedrer ikke kun holdbarheden og stabiliteten af energiproduktionseffektiviteten af fotovoltaiske moduler, men reducerer også vedligeholdelsesomkostningerne og udskiftningsfrekvensen forårsaget af miljøfaktorer. Dette er af stor betydning for den langsigtede drift og økonomiske fordele ved solcelleanlæg. Samtidig er det også i tråd med konceptet om bæredygtig udvikling og er med til at reducere ressourcespild og miljøforurening.
